minrejse

Idag gik det op for mig, at

2011-07-13T04:03:00.000-07:00

der er mindst et halvt år til, jeg ser min kontormakker igen. Det er trist. Min kontormakker er alletiders makker. Han er forstående, spreder godt humør, lytter gerne til både kvaler og solstrålehistorier, snakker med mig, spiser frokost med mig, spiser is med mig, holder arbejdsmoralen oppe. Og så er kontormakker der bare.

Jeg har ikke lige tænkt på, at jeg ville komme til at savne kontormakker i sådan en grad, før jeg fik et farvelkram idag.
Men op med hovedet! -Tak for at kontormakker er en rigtig makker!

Man føler, at man forspildte teenageår, når

2011-07-12T12:46:00.000-07:00

man sidder i toget og opdager 17-årige piger i hotpants med lange, brune og fejlfri ben. Og kommer i tanke om, hvor travlt man som 17-årig selv havde med at bekymre sig om bumser i ansigtet, når alle andre kun så fejlfri ben...

første gang

2011-07-10T04:58:00.000-07:00

Alt er første gang.
Det er første gang, at den her variant af mig, skriver et ord overhovedet.
Når jeg skriver igen imorgen, vil det være første gang igen - fordi jeg så ikke længere er den person, som jeg er nu idag.

Det lyder skørt og ligegyldigt.
Men det er altså den slags tanker, jeg har, når jeg har for meget tid og prøver at finde essensen i tilværelsen. Og det har jeg lige nu. Eller - jeg har bare ikke lige besluttet hvad, jeg skal bruge den tid, jeg har idag, til.
Måske fordi jeg har vage tømmermænd og gerne bare ville have at gårsdagens hyggelige samvær var fortsat for altid og altid. Jeg vil ikke være ensom.
Måske fordi jeg sidder her og har lukket mig inde i min egen osteklokke af en eksistentiel krise.
Måske fordi jeg nyder at ynke mig selv?

Jeg burde hanke op i mig selv. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg vil hellere reddes. Kom, red mig! Vis mig at verden er skøn, og at min ensomhed kun findes inde i mit eget lille hovede (som dog er hele verden for mig).